Valnød er et op til 30 meter højt træ med en krone, der er lige så bred, som træet er højt. Som ung har stammen glat bark, men med alderen kommer der riller og furer. Det oprindelige navn ”Vælsknød” henfører til ”Vælskland”, som er Norditalien og Sydfrankrig, hvor valnødden har sin største udbredelse. Valnød trives fint i Danmark, men efter en strenge vinter kan der forekomme frostskader.
Valnøddetræet blomstrer ved løvspring i maj måned. Hanblomsterne sidder i lange rakler for enden af forrige års skud, mens hunblomsterne sidder i små rakler for enden af indeværende års kortskud.
Frugten er en stenfrugt, som modner i september – oktober. Frugtkødet er ret tørt, og kan være vanskeligt at fjerne fra stenen. Det indeholder en kraftigt farvende mørkebrun saft. Kernen er velsmagende og rig på olie og fedt. Bortset fra nøddens anvendelse som spisefrugt, finder den også anvendelse som ingrediens i mange kryddersnapse. Det smukke ved bruges til fremstilling af nøddetræsmøbler. Da veddet er stærkt bruges det også til geværkolber. Træindlæg i dyre biler er også ofte fremstillet af valnød.