Kvæde

Kvæden er en busk eller et lille træ med mørkebrun til sort bark, dog er nye skud dækket af grå filt. Den stammer fra områderne øst for Middelhavet og ynder derfor en lun vokseplads. De store rosa blomster ses sidst i maj, og har en vis lighed med store æbleblomster. Frugten er en pære- eller æbleformet kernefrugt, der ved modning bliver gul. Kvæden har ingen større kommerciel udnyttelse, men anvendes en del som prydbusk i haver. Frugterne indeholder meget C-vitamin og kan bruges til marmelade og lignende.
Opblødte kvædekerner udvikler en slim, som tidligere har været brugt som hostesaft til børn og til øjenbadevand. Før i tiden brugte man også knuste opblødte kvædefrø til smertestillende omslag mod f.eks hæmorroider.