landbrugsarven.dk | |
| ÉnkornÉnkorn er den mest primitive af alle hvedearterne. Primitiv i den forstand, at det ligger tættest på de vilde græsser, som hvedearterne udviklede sig fra. Énkorn er udviklet fra vild énkorn, og den eneste forskel på de to er i princippet, at akset ikke knækker ved modning. Énkorn har relative små aks, en lav opret vækst og en lys blågrøn farve, der dog skifter til lysegul kort før modning. Mel af énkorn er normalt gult, fordi der i kernerne er et højt indhold af betacarotin. Det er det farvestof, som også findes i gulerødder, og som er et forstadium til A-vitamin. De fleste sorter af énkorn er næsten identiske, men der er forskel. Der er således målt glutenindhold lige fra 0 til over 50% gluten, og bageevne tilsvarende lige fra ikke eksisterende til nogen sorter, hvor den faktisk giver en bedre hæveevne end almindelig hvede. Énkorn kan også anvendes knækkede eller hele i stedet for løse ris. EmmerEmmer er opstået som en krydsning mellem énkorn og en græsart, der hedder gedeøje. Emmer har ligesom énkorn fastsiddende avner, som skal fjernes inden kornet kan anvendes til mel. Mel af emmer har en lys gul-brun farve og kan godt bruges som det eneste mel til brødbagning, men det kræver at dejen skal være blød, og brødet må derfor bages i forme. Emmer kan med fordel blandes op med andet mel inden man bruger det til at bage med. SpeltMan anser den i dag spelt for at være en hybrid mellem en hvedesort og endnu et vild græs fra mellemøsten, nemlig bukkehorn. Spelt har avnerne fastsiddende på kernen, og ligner på den måde emmer mere end almindelig hvede. Alligevel er spelten tættere beslægtet med almindelig hvede end emmer. Spelt udmærker sig ved at have en anden glutensammensætning end de højtydende hvedetyper. Den kendes fra mellemøstlige landbrugskulturer i det 2. årtusinde f.Kr., og den har været dyrket lige siden. Ved overgangen til det intensive landbrug blev spelt dog fravalgt, da udbyttet i kilogram kerne pr. hektar var mindre end hos nogle af de højtydende hvedetyper. I dag har spelt fået en renæssance idet de fleste bager med respekt for sig selv sælger brød bagt med speltmel. HvedeHvede er verdens vigtigste kornart og hovednæringsmiddel for mere end en 1/3 af verdens befolkning. Hvedeplanten er blågrøn og med en strålængde på 70- 120 cm afhængig af sorten. Selve hvedeakset er løst omgivet af avner og der er ingen stak. Det er almindeligvis vinterhvede, der dyrkes i Danmark. Vinterhveden bliver sået i september og høstes året efter i august. Der findes også vårhvede men det giver kun et lille udbytte og dyrkes derfor kun i begrænset omfang i Danmark. Hvede bliver i stor udstrækning brugt til forskellige former for mel og i mindre omfang til ølbrygning. BygByg er den kornplante, som har de længste hår (også kaldet stakke). Bygplantens farve er lysegrøn og bladene er ret smalle. Strået bliver mellem 50-90 cm langt afhængig af sorten. Der findes to hovedtyper af byg: seksradet og toradet. Hos den seksradede bærer aksene 6 rækker kerner, hos den toradede kun 2 rækker. Byg dækker en stor del af kornarealet i Danmark og anvendes især til foder og ølfremstilling (maltbyg). Historisk har byg dog været dyrket til menneskeføde, og byggrød har i årtusinder været en fast bestanddel af danskernes menu. I modsætning til andre kornarter indeholder byg store mængder af stoffet betaglukan, som man i ernæringskredse er enig om er vældig sundt.
RugRugen er den højeste af kornarterne og bliver, afhængig af sorten, mellem 100-150 cm høj. Der findes både vårrug og vinterrug. I Danmark dyrkes kun vinterrug, da den både er meget vinterfast og tåler tørke. Rugplanten har en grågrøn farve og midt på sommeren kan man se rugen blomstre. Rugen er nemlig det man kalder, fremmedbestøver. Det betyder, at en rugplante ikke kan bestøve sig selv, lige som de andre kornarter, men skal bestøves af andre rugplanter. På aksene sidder kernerne løst omgivet af avner og dækblade hvorpå de mellem lange stakke sidder. Rugmel bruges til rugbrød, og det sigtede mel blandes med hvedemel til sigtemel. En del ryg bruges til kreaturfoder, og i visse lande bruges det desuden til fremstilling af whisky.
HavreAlmindelig havre dyrkes ligesom de øvrige kornarter som enårige kulturplanter. Havren adskiller sig fra de øvrige kornarter ved at have en topformet blomsterstand med hængende småaks af 2-3 blomster, der er omsluttet af yderavner og dækblade. Afhængig af sorten bliver havren mellem 60 og 120 cm høj. Bestøvning sker ved selvbestøvning; men der kan være mulighed for fremmedbestøvning, idet blomsterne åbner sig ganske meget. Havre kan vokse på meget forskellige jorde, og frøene indeholder mere fedtstof end de øvrige kornarter. Havre anvendes mest til dyrefoder, men naturligvis også i valset form til havregryn.
|