Humlen har en årtusind lang historie som nytteplante. De tidligste kilder, der omtaler humlen, er fra Sydtyskland, hvor der angiveligt blev dyrket humle så tidligt som i år 736. På dette tidspunkt har humlen formodentligt været anvendt som lægeplante og ikke til ølbrygning. Det første skriftlige bevis på, at humle blev brugt i øl, er fra 1079. Her omtaler en abbedisse ved klosteret St.Rupechtsberg, at der anvendes humle i klosterets bryg.

I Danmark blev der i den tidlige middelalder primært brygget øl på korn krydret med planter som eksempelvis porse, røllike eller bynke. Men i løbet af 13- 1400-tallet fik man smag for den tyske humlebryggede øl, som blev solgt i hansestædernes værtshuse. Humlen var dyr og befolkningens tørst efter den humlebryggede øl umættelig, hvilket betød, at god dansk valuta blev brugt på at købe humlekopper og tysk øl. Det var skidt for den nationale økonomi, og i 1446 påbød den danske konge, at bønderne på Lolland skulle anlægge humlebede. I 1473 krævede Christian I det samme af fynboerne og i et brev fra 1558 krævede den senere Christian III humledyrkning i hele landet.

Særligt på Nord og Vestfyn var forholdene ideelle til at dyrke humle. Så i perioden fra 1700-årene og frem til midten af 1800tallet tjente gårdejerne gode penge på at dyrke og sælge humle. Særligt godt gik det i Brenderup sogn på Fyn, som også blev kaldt ”silkesognet” efter gårdmandsfruernes fine kjoler!

Humle blev ikke kun brugt til ølbrygning. Stænglerne fra planten kunne bruges til flere forskellige formål, blandt andet til at lave kotøjr og til at sy tækkehalm fast til stråtaget, ligesom man også i de fynske arresthuse brugte humlestængler til at lave grove gulvmåtter.