Æbler er blevet anvendt i Danmark i flere tusinde år. Man har fundet æblekerner og forkullede æbler i grave fra både sten- og bronzealderen. Vores forfædre har formodentligt ikke plukket æbler og spist dem direkte fra træerne. Dertil var datidens æbler alt for sure. De første æbler i Danmark var nemlig vildæbler og ikke nær så store og søde som de sorter, vi kender i dag.

Egentlig æbledyrkning kendes først fra middelalderen, hvor munkene på de danske klostre begyndte at dyrke og forædle æblesorter. Det første skriftlige bevis på dette er et brev dateret 1180 fra Abbed Wilhelm, der indskriver podekviske og frø af æbler fra Frankrig på Æbelholt kloster i Nordsjælland.
Senere blev der plantet frugthaver, de såkaldte abildgårde, i hele landet. Disse frugthaver var beskyttet ved lov for at sikre mod tyveri fra haverne. I jyske lov fra 1241 står der, at abildgårdene ikke er omfattet af fællesskabet, og at de var beskyttet mod indbrud, som var det i ejerens hus.

Æblerne har gennem tiderne været anvendt meget forskelligt. I dag er de sorter, vi kan købe i supermarkedet, fortrinlige til at spise rå og der er mulighed for friske forsyninger hele året. Sådan har det ikke altid været. I flere hundrede år har man bl.a. tørret æblerringe for at æblerne kunne holde sig. Det har nok mest været for almindelige borgere, for som Rumpolt skriver i sin kogebog fra 1581 om tørrede æbleringe, så var det mest for – den gemene mand i landsbyen, som ikke har så meget at gøre godt med som en stor herre, men må sætte tæring efter næring. I det gamle bondekøkken blev æbler også i vid udstrækning brugt som smagsgiver i kødretter, grød og vælling

Omkring midten af 1800-tallet blev komfuret med bageovn almindeligt i borgerskabets køkken. I denne periode og frem blev æbler brugt som garniture til and, gås og steg tilberedt i ovn. Det var også omkring den tid hvor æblekagen med flødeskum og rasp blev opfundet.